o Til februar 2022 skal ekspertgruppen for en CO2-afgift komme med første delrapport, der skal lægge den overordnede ramme for den fremtidige CO2-beskatning i Danmark. 
o Ekspertgruppen har fået en yderst kompliceret opgave, da opdraget ikke bare er at skaffe CO2-reduktioner, der bidrager væsentligt til at nå 70 pct.-målet, men også at opfylde en lang række betingelser, som fx at forslagene skal være provenuneutrale og understøtte BNP og beskæftigelse ”på en socialt afbalanceret måde”. Der skal ligeledes tages højde for CO2-lækage, og forslagene skal være implementerbare. 
o Første delrapport skal ikke berøre landbruget, hvorfor en stor del af udfordringen ikke berøres før den endelige rapport senere i 2022.
o Første delrapport kan derfor hovedsageligt foreslå en afgift, der kan have effekt på udledningerne i industrien og fra transport. Langt det meste af industriens udledninger er dog omfattet af EU’s kvotesystem, og prisen heri er steget fra ca. 200 kr. pr. ton CO2e til aktuelt 700 kr. det seneste år. Det efterlader en lavere potentiel effekt fra en dansk CO2-afgift end tidligere forventet, medmindre den ser helt bort fra virksomhedernes kvoteudgifter og dermed dobbeltbeskatter danske industrivirksomheder.
o Transporten er i forvejen underlagt energi- og CO2-afgifter, der giver en effektiv CO2-beskatning på benzin og diesel på hhv. ca. 2.000 og ca. 1.500 kr. pr. ton CO2. En yderligere effekt heraf må derfor være betinget af, at energiafgiften ikke sænkes tilsvarende. Og selv her er det usikkert, hvor meget det kan virke på den helt tunge lastbiltransport, da de teknologiske løsninger endnu ikke er markedsklare, mens en ensidig dansk afgift herpå ikke kan forventes at drive den globale udvikling af de nødvendige teknologier.
o Vi forventer, at ekspertgruppen vil give et eller flere forslag på, hvor høj den fremtidige afgift skal være, hvordan den indfases, og hvordan andre komplementære afgifter udfases. Vores forventning til et sådan forslag vil være, at afgiften indfases gradvist med en lav sats de første år, som stiger frem mod et endeligt niveau i 2030. For de virksomheder, der skal omstille deres produktion, er et troværdigt signal – ikke blot om CO2-afgiften, men også om subsidier og reguleringstiltag – afgørende for, at de kan foretage de rette investeringer i grønne løsninger og teknologier. Derfor haster det mere med klare signaler om prisen i 2030 end den præcise udformning af afgiften.
o Vi forventer også, at ekspertgruppen vil tage højde for lækageproblematikken i de konkurrenceudsatte erhverv, fx gennem et bundfradrag (der dog kan være kompliceret og administrativt besværligt at indføre). Dette har i første omgang hovedsageligt betydning for industrien og dermed også samspillet til kvotesystemet, hvor lækageproblematikken tages hånd om ved at tildele et vist antal gratis kvoter. Hvis den danske CO2-afgift lægges op ad kvoteprisen, løser det store dele af lækageproblematikken, der hvor den er størst, nemlig blandt kvoteomfattede virksomheder (nu hvor ekspertgruppen i første omgang skal se bort fra landbruget).
o Axcelfuture vil derfor, uanset hvad udvalget anbefaler, fastholde, at CO2-afgiften bør lægges op ad kvoteprisen, evt. med en bund på det nuværende niveau. En kombination af en høj kvotepris, subsidier og regulering vil med al sandsynlighed være det rigtige greb frem mod 2030. Det er i forlængelse heraf usandsynligt, at man kan opdyrke områder som CCS/CCU og PtX uden subsidier frem mod 2030.
o Samlet set kommer udvalgets anbefalinger i første omgang næppe til at spille nogen afgørende rolle frem mod 2030, da CO2-kvoteprisen er steget markant og den effektive CO2-afgift i transport i forvejen er høj. Regeringen har tidligere vurderet et potentiale på ca. 3 mio. ton ved en afgift på 500. kr. Pga. udviklingen i kvoteprisen vurderer vi, at potentialet i første omgang er noget mindre – måske nærmere 2 mio. ton