Da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2007 fremlagde visionen om en storstilet sygehusplan, blev der afsat 27,8 milliarder kr. til at bygge seks helt nye supersygehuse i Aalborg, Århus, Gødstrup, Odense, Køge og Hillerød. o 15 år senere kan vi konstatere, at byggerierne har mødt et utal af problemer. Fire af supersygehusene har overskredet budgettet, fire andre har måttet skære i projekterne, mens fem ikke stod klar til tiden. o Budgetoverskridelserne er indtil videre på 2,1 mia. kr., mens besparelser har betydet kvalitetsforringelser for 2,2 mia. kr. Endelig har forsinkelserne betydet en samlet ekstra kapitalomkostning på 3,7 mia. kr. Samlet set har problemerne med byggerierne indtil videre medført en meromkostning på hele 8 mia. kr. svarende til 28,8 pct. af de oprindelige budgetter. Værst ser det ud for Nyt Aalborg Universitetshospital, hvor budgetoverskridelser og forsinkelser har betydet en meromkostning på 2,7 mia. kr. svarende til 64 pct. af det oprindelige budget. Byggeriet af supersygehusene har altså været stærkt utilfredsstillende og har kostet samfundet langt flere penge end planlagt. De store budgetoverskridelser og forsinkelser har haft markante samfundsøkonomiske omkostninger, og det er tydeligt, at noget i processen ikke har været optimalt. Det er overvejende sandsynligt, at offentlig-private partnerskaber (OPP) om opførelsen af supersygehusene ville have forbedret både kvalitet og økonomi. Erfaringer fra 27 tidligere danske OPP-projekter viser, at projekterne kommer i land med hensyn til pris, kvalitet og levering til tiden. 24 ud af de 27 projekter er kommet i mål uden budgetoverskridelser, mens de resterende tre projekter har overskredet budgetterne med op til 2% af anlægssummen. 23 af de 27 OPP-projekter blev taget i brug før eller på det aftalte tidspunkt. Ingen af de fire resterende projekter var forsinket mere end to måneder. Ved at gennemføre flere byggerier som OPP-projekter vil der komme bedre styr på totaløkonomien, og risikoen vil blive placeret hos dem, der er bedst til at udføre opgaven. På den måde kunne forsinkelserne, budgetoverskridelserne og kvalitetsforringelserne med stor sandsynlighed være reduceret.