I maj 2023 blev der indgået en ny klimaaftale mellem et bredt flertal af Folketingets partier. Et nyt element var et krav om, at staten skal have en ejerandel på 20 pct. Tanken om, at staten skal have en andel af værdiskabelsen, når samfundet stiller havbund til rådighed, har vi selv har været med til at rejse i Axcelfutures analyse om havvindudbud fra juni 2022. Vi anbefalede, at koncessionsafgifter blev erstattet af overskudsdeling som den centrale udbudsparameter. Dvs. at den byder, der ville aflevere den største andel til samfundet, ville vinde. Politikerne har imidlertid aftalt en model, hvor byderne både skal byde på koncessionsafgiften og samtidig aflevere en 20 pct. ejerandel til staten. Vi har haft en lignende model på olie- og gasområdet siden 2005 og siden sidste år også for anlæg, der kan lagre CO2 i den danske undergrund. På den baggrund ser vi i denne analyse nærmere på kravet om statsligt medejerskab af havvindparker. Hvad er fordele og ulemper – og hvordan skal medejerskabet gribes an? Analysen er udarbejdet i dialog med branchen (både udviklere og rådgivere) og myndigheder (herunder Erhvervsministeriet og Nordsøfonden). Evt. fejl og mangler er del selvsagt alene Axcelfutures ansvar. Kravet om et statsligt medejerskab af havvindparker er en samarbejdsmodel, som er aftalt uden forudgående offentlig debat. Det kan fungere på olie- og gasområdet, hvor en udvindingstilladelse kan være en lodseddel med en stor gevinstmulighed, hvis man finder store olie og gasforekomster. Her er det rimeligt, at licenshaveren afleverer en del af overskuddet til samfundet – udover den særbeskatning, der i forvejen sker gennem kulbrinteskatten. Muligheden for store overskudsgrader er mindre for vindparkerne, hvor der ganske vist er usikkerhed om de fremtidige energipriser, men hvor koncessionsafgiften netop vil fjerne den forventede ekstraordinære indtjening i forhold til afkastet på andre investeringer med samme risiko. Vi vurderer, at de statslige medejerskaber ikke vil give noget ekstra statsligt provenu. Baggrunden herfor er, at investorerne vil indregne ulempen (dvs. det mistede overskud) i sit bud og derfor byde tilsvarende lavere. Der vil muligvis komme bud fra danske aktører på nogle af de 6 GW havvind, som er omfattet af aftalen. Men der er risiko for, at der ikke kommer skarpe bud – og slet ikke fra udenlandske bydere. Fremtidens havvindparker giver nemlig kun økonomisk mening, hvis de samtænkes med elektrolyseanlæg til PtX. Og en sådan samtænkning vanskeliggøres af den politiske aftale. Det skyldes, at aftalen indebærer, at staten skal eje 20 pct. af vindmøllerne på havet, men ikke af tilknyttede elektrolyseanlæg på land. Der vil derfor opstå interesseforskelle mellem staten og majoritetsejeren, som ejer elektrolyseanlæggene. Staten vil ønske, at strømmen sælges dyrest muligt, mens ejeren af elektrolyseanlægget vil have den modsatte interesse. Usikkerheden om, hvorvidt der kan findes et fornuftigt kompromis her, kan være ødelæggende for projekterne og reducere udviklernes lyst til at byde. Dette problem skal ses i sammenhæng med den måde, staten – gennem Energistyrelsen – vil udfylde mindretalsrettighederne på. Det foreliggende udbudsmateriale lægger op til meget vidtgående rettigheder til staten, som vi er betænkelige ved, og som også vil svække incitamentet til at byde. Det vil også reducere konkurrencen og det statslige provenu - men endnu værre risikere at sætte den grønne omstilling i stå. Vores anbefaling er derfor, at regeringen og Folketinget gentænker aftalen.