o De danske virksomheder skriger på arbejdskraft, og på årets første dag meldte statsministeren sig klar til at se på, hvordan virksomhederne kan få nemmere adgang til medarbejdere fra udlandet.
o Gennem mange år har beløbsordningen været den dominerende ordning, virksomhederne bruger til at få arbejdskraft uden for Norden og EU, og antallet af personer på ordningen har været støt stigende frem mod coronakrisen. Coronakrisen satte dog en stopper for væksten i beløbsordningen, og antallet på ordningen er faldet næsten uafbrudt siden februar 2020.
o Fast-track ordningen, der er en ordning for certificerede virksomheder med over 20 ansatte, har været i kraftig vækst siden den blev indført i 2015, og denne vækst er fortsat gennem coronakrisen.
o Mens antallet af beskæftigede på beløbsordningen nu er 15 pct. under februar 2020, er antallet på fast-track ordningen nu 30 pct. over. Dermed har fast-track ordningen nu overhalet beløbsordningen.
o Det åbner op for to oplagte måder at øge adgangen til udenlandsk arbejdskraft. Den ene måde er at sænke beløbsgrænsen, så virksomheder har mulighed for at tiltrække medarbejdere til stillinger, der ligger i lavere lønniveauer, gennem begge ordninger.
o Den anden er at øge adgangen til at blive certificeret til fast-track ordningen. For at kunne blive certificeret til ordningen skal virksomheden have mindst 20 fuldtids- og fastansatte medarbejdere i den danske virksomhed.
o Der var 321.500 firmaer i Danmark i 2019, hvoraf de godt 309.000 havde under 20 ansatte. Man afskærer derfor 96 pct. af virksomhederne fra at blive certificeret. Disse 96 pct. står for 21,5 pct. af den samlede beskæftigelse.
o Var det muligt for virksomheder med fx 10 eller flere ansatte at blive certificeret, ville det give muligheden for 11.500 flere virksomheder, svarende til 3,6 pct. af de samlede virksomheder og 7,1 pct. af beskæftigelsen