KØNSDIVERSITET PÅ BACHELOR- OG KANDIDATUDDANNELSER PÅ CBS

SAMMENFATNING
Danmark halter bagud, når det kommer til kønsdiversitet og ligestilling. Ifølge en analyse fra World Economic Forum går udviklingen den forkerte vej i Danmark. Danmark rangerer på en 32. plads i 2022, som er tre pladser dårligere end sidste år og 18 pladser lavere end 
i 2020, mens Island, Finland, Sverige og Norge alle ligger i top 5. Den manglende ligestilling mellem kønnene kommer særligt til udtryk i erhvervslivet, hvor danmark rangerer på en 95. plads bedømt ud fra andelen af kvinder med topposter og lederstillinger.  PwC og Axcelfuture belyste med “Kønsdiversitet i dansk erhvervsliv 2021”, at danske erhvervsledere ser klare fordele ved at have større kønsdiversitet i erhvervslivet, men at det kun er hver fjerde virksomhed, som har måltal for at få flere kvinder i ledelsen. Kønsdiversitet 
udgør dermed stadig et problem for danske virksomheder. Der er en række forhold og årsager, som har betydning for, hvor meget eller lidt kønsdiversitet der er i danske virksomheder, herunder i direktions- og bestyrelseslokalerne. Eksempelvis kan uddannelsessystemet spille 
ind i virksomhedernes muligheder for at skabe større kønsdiversitet. 60 % af nutidens ledere i Danmark har en kandidatgrad i enten økonomi og administration (cand.merc.), økonomi (cand.oecon.) eller i ingeniørvidenskab (cand.polyt.), mens de resterende 40 % har 
en række forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, hvor cand.jur. og MBA-uddannelser udgør de største procentdele med 7 % hver. Ét interessant forhold at inddrage i perspektivet om manglende kønsdiversitet i danske virksomheder er derfor også virksomhedernes 
rekrutteringsgrundlag på uddannelsesstederne. For at belyse den uddannelsesmæssige kønsdiversitet og virksomhedernes rekrutteringsgrundlag har PwC sammen med Axcelfuture analyseret data fra Copenhagen Business School (CBS) om kønsfordelingen på bachelor- og kandidatstudier fra 2014 til 2021. Dataene giver et indblik i den historiske udvikling og den nutidige kønsfordelingen på CBS, og hvordan denne påvirker virksomhedernes rekrutteringsgrundlag og dermed mulighed for at kunne rekruttere balanceret 
mellem kvinder og mænd.