Kinas økonomisk-diplomatiske muskler er vokset støt gennem flere år. Der en meget tydelig tendens til, at Kina i stigende grad er modtager af stort set alle regionernes eksport, og de fleste regioners import kommer også i stigende grad fra Kina. Siden Kina blev medlem af verdenshandelsorganisationen WTO i 2001 er landet blevet mere og mere integreret i den globale økonomi. I begyndelsen i høj grad som ”vestens fabrik” – siden hen har en kraftigt voksende middelklasse betydet, at Kinas forbrugere også er blevet en vigtig målgruppe for vestlige virksomheder. Kinas økonomi er blevet mere og mere sofistikeret gennem mange år, og i takt med den voksende middelklasse er Kina i lige så høj grad blevet forbrugere af udenlandske produkter, som vesten er forbrugere af produkter produceret i udlandet. Kinas stigende integration i den globale økonomi har været med til at øge velstanden i både Kina og vesten gennem de produktivitetsforbedringer, den øgede globale handel har medført. Problemet er, at Kina ofte ikke spiller efter samme markedsøkonomiske regler som vi gør i vesten, og det udfordrer de gevinster, vi ellers har ved øget samhandel med landet. Fra et europæisk synspunkt er det opsigtsvækkende, at Østeuropa uden for EU i stigende grad importerer fra Kina, og det samme gør sig gældende for vores anden naboregion, MENA, samt resten af Afrika. 
Selvom dette delvist er en naturlig konsekvens af Kinas økonomiske udvikling, udfordrer det EU’s økonomisk-diplomatiske styrke i vores naboområder, hvilket bør give anledning til bekymring i de europæiske hovedstæder