Den danske regering har i februar 2023 fremlagt en officiel målsætning om inden 2030 at nå 9 GW havvind – udover hvad der allerede er besluttet.
Både de danske myndigheder og EU har store ambitioner på brintområdet, men Klimaministeriet har stoppet sagsbehandlingen af åben-dør projekter, fordi man er bange for at krænke EU’s statsstøtteregler, og fordi der kan være flere indtægter for staten ved at udbyde felterne. Den danske PtX-strategi fra marts 2022 sætter en samlet dansk elektrolysekapacitet på 4-6 GW som mål, på trods af, at markedsaktører vurderer, at det er svært at nå dette, fordi der er kapacitetsbegrænsninger hos
PtX-leverandørerne, og fordi VE-udbygningen er forsinket. Med den opdaterede havvind-målsætning bliver det nu teoretisk muligt at nå PtX-målet, men i praksis er det stadig usikkert, fordi en række vigtige rammevilkår endnu ikke er på plads, og fordi støtteforholdene ikke er afklaret. Rammevilkårene omfatter først og fremmest de såkaldte direkte linjer mellem VE- og PtX-anlæg og de nye storkunderabatter på tarifferne – samt en beslutning om et brintrør til Tyskland. En elektrolysekapacitet på 4-6 GW vil kræve en VE-kapacitet (dvs. vind og sol) på mindst 10 GW, svarende til mere end en fordobling af den VE vi har i dag på ca. 7 GW. Problemet er først og fremmest, at regeringen og Klimaministeriet tilsyneladende ikke har indset, hvor meget udbygningen af VE og PtX hænger sammen. VE-anlæggene kan potentielt give overskud, lige som Thorparken, men da en stor del af den nye VE-strøm skal gå til PtX-anlæg, som vi i denne analyse viser kræver
støtte, kan vi godt glemme alt om at få et stort overskud til staten ud af denne udbygning. Lige nu er begge udbygninger sat i stå, hvilket er utilfredsstillende.
Denne gordiske knude kan hugges over ved at en væsentlig del af de 9 GW udbydes som projekter, hvor en betydelig del af strømproduktionen går til brint. Den samlede værdi af VE og PtX-anlæg kan blive positiv eller negativ, men hvis der er et positivt nettoprovenu for udvikleren, bør det være etableret en overskudsdelingsmodel. Og hvis den samlede værdi bliver negativ, bør de danske subsidier til projekterne være begrænsede – for det meste af brinten skal bruges af aftagere i andre lande. EU sigter via sin RePower EU-strategi mod et europæisk forbrug af brint i 2030 på 20 millioner tons, hvoraf halvdelen – dvs. 10 millioner tons – skal være produceret i EU. Det vil kræve en europæiske elektrolysekapacitet på 100 GW. Det danske mål svarer dermed til 5% af EU´s mål. Danmark har kun i begrænset omfang brug for brint i 2030, så derfor skal store dele af produktionen eksporteres. Men da grøn brint konkurrerer med såkaldt blå og grå brint, hvor den grå brint er billigere selv inklusive CO2-kvoter og -afgifter, forudsætter dette en afklaring af støttemulighederne. Her må man som nævnt gå ud fra, at danske skatteydere ikke skal finansiere forbrug af brint i andre lande. EU har signaleret en vis vilje til fælles finansiering af støtte til europæiske brintprojekter – mest direkte fra en europæisk ”brintbank” på 3 mia. euro, men formentlig også med midler fra andre EU-kasser. Samtidig er der planer om en midlertidig opblødning af statsstøttereglerne, så landene, foreløbigt frem til 2025, kan give støtte, der er større end i dag, som er forbeholdt nationale virksomheder, og som ikke skal i udbud. Tyskland har allerede besluttet at støtte sin PtX-industri med noget, der svarer til 30 gange Danmarks støtte på trods af, at Tyskland forholdsmæssigt ikke har samme muligheder som Danmark for at trække på grøn strøm. Det nye støtteparadigme er først og fremmest et svar på den amerikanske IRA – Inflation Reduction Act. IRA giver PtX-projekter i USA en støtte på op til 3 USD pr. kg H2 under en række betingelser, først og fremmest at brinten produceres i USA.
