Danmark skal, lige som andre europæiske lande, nu for alvor i gang med at udvikle havvind. Det har EU-Kommissionens formand sammen med Danmarks statsminister og andre toppolitikere bekendtgjort på et møde i Esbjerg den 18. maj 2022. Men hvordan tilrettelægger vi bedst de kommende udbud af havvind? Det analyserer vi i denne rapport. Tidligere tiders udbygning af vindkraft i Danmark har været et spil om subsidier. Fremover skal skatteyderne have gavn af, at efterspørgslen efter grøn strøm stiger, og at tekniske fremskridt gør vindmølleparker billigere. Thor-udbuddet ultimo 2021 viste, at det var muligt at skabe et provenu til staten – fremfor behov for subsidier. Det var glædeligt – men set i bakspejlet kan vi også konstatere, at statskassen kunne have fået flere penge, hvis udbuddet havde været anderledes udformet, og at den detaljerede udformning af betingelserne forhindrede vinderen i at udnytte hele arealet. Thor vil således have en uudnyttet vindkapacitet på mere end 1 GW, som vi godt kunne have brugt, når parken står klar i 2028. For nå de nye EU-mål i 2050 skal Danmark opsætte yderligere ca. 32 GW fra 2028 til 2050 – dvs. en periode på 22 år. Det betyder, at der skal opsættes 1,5 GW årligt, hvilket svarer til årlige investeringer på mindst 15 mia. kr. Axcelfutures anbefalinger er: Der er ingen garanti for, at fremtidige havvindudbud også vil give staten et provenu. De havarealer, der ligger op til 70-80 km fra land, og hvor kablet til land derfor er billigere, skal udbydes i klumper, nogenlunde svarende til den forventede efterspørgsel efter el og brint. Ellers risikerer vi at vende tilbage til en situation, hvor store subsidier er nødvendige. Længere væk fra land skal vi bygge energiøer – som vi endda skal have flere af. De er mere komplekse og omfatter både vindmøller, ø, elektrolyseanlæg og kabler, der skal føre el og brint i land. Alle disse delanlæg skal koordineres, og bygges derfor bedst af en operatør – også selv om disse anlæg bliver meget store, helt op til 10 GW. Energiøerne og de tilhørende anlæg og vindparker kan give en betydelig markedsmagt, og derfor skal der sikres gode konkurrencevilkår om øerne. Det kan bla. opnås ved regler om tredjepartsadgang, og at staten overtager ejerskabet til ø og kabler efter en periode. Energiøerne kan også bruges til at styrke forbindelserne til udlandet, og TSO´erne (i Danmark Energinet) skal derfor have adgang og plads til at installere de faciliteter, som dette kræver. Men for begge kategorier – energiøer og vindparker tættere på land - skal vi væk fra, at staten fastlægger et detaljeret design for vindparkerne. Innovation og design styres bedst privat. Fremover skal vi derfor have mindre detaljerede udbud, hvor Danmark udbyder et givet havareal for en lang periode – formentlig 30 år som hidtil. Og for begge kategorier er det vigtigt relativt hurtigt at udarbejde en samlet plan, som for de kommende år i grove træk viser, hvad der vil blive udbudt, og hvornår. Det er også vigtigt at etablere en sund, international konkurrence om vindmøllerne. Nogle markedsaktører frygter, at kineserne vil sætte sig på vindmøllemarkedet – ligesom de har gjort på solcellemarkedet. Vi skal ikke lukke kineserne ude, for det vil fordyre og dermed forsinke den grønne omstilling. Men omvendt er vindmøllerne kritisk infrastruktur, hvor det er vigtigt at bevare europæisk kontrol. Investeringerne vil derfor være omfattet af de nye regler om investorscreening. Produktionen af vindmøllerne må ikke belaste klima og miljø mere end nødvendigt. Det gør det naturligt at stille krav om lang levetid (og dermed lave, forventede samlede omkostninger over møllernes levetid). Det gør det også naturligt at stille krav om, at stål, cement, glasfiber og kabler samt transporten af møllerne lever op til grønne standarder. Det formentligt vigtigste spørgsmål vedrører betalingsmodellen. I stedet for den budform, som blev anvendt i Thorudbuddet, og som på grund af et loft for betalingen til staten reelt var et koncessionsudbud, vil der være fordele ved at udforme udbuddene som en model med overskudsdeling mellem vinderen og staten, med statens andel som budparameter. Man kan også kombinere modellerne. Den særlige ”Åben dør-ordning” for kystnære møller bør endeligt ændres, så den eller de tættest liggende kommuner modtager en del – fx halvdelen - af overskuddet. Det kan øge borgernes accept af kystnære møller.