Danmark er nu i gang med at fange, transportere og lagre kulstof. I marts 2023 blev den første CO2 lagret i Nordsøen – og i maj 2023 vandt Ørsted det første CCUS-udbud. Det er en god start, og Danmark har stemplet ind i en begrænset klub af europæiske lande, der er i gang med helt konkrete CCS-projekter. Men spørgsmålet er, hvordan vi bedst kommer videre. Hvad er udfordringerne, og hvad er løsningerne?
Fire spørgsmål er relevante: Hvor mange statslige midler skal vi afsætte til CCS, hvor stor risiko skal virksomhederne bære, hvor hurtigt skal det gå, og hvad skal statens rolle være? Det er en bunden opgave for Danmark at blive klimaneutral i 2045 og 10 pct. ”klimapositiv” i 2050. De 10 pct. i ”overopfyldelse” af målet om klimaneutralitet kan kun opnås ved at fange biogent CO2 (BECCS) og herefter af lagre det. Fremover er det realistisk, at CCS-omkostningerne kan falde, og at CO2-kvotepriser og CO2-afgifter vil stige så meget, at CCS af fossilt CO2 bliver rentabelt. For den biogene del af CO2´en har det første udbud vist, at der 
findes private virksomheder – i Ørsteds tilfælde Microsoft – som er villige til at betale for retten til at anvende fangsten og lagringen i sit klimaregnskab. Disse indtægter kan delvist modsvare den besparelse, som fossile CO2-udledere kan få gennem CCS i form af sparede CO2-kvotepriser og CO2-afgifter. Denne form for aftaler kan betyde, at Danmark kan realisere de nuværende CCS-ambitioner med det nuværende støtteniveau. Det er dog ikke sikkert, at betalingsviljen fra disse private ”sponsorer” er vedvarende. Den samlede statsstøtte skal derfor – i en periode - øges. De næste 20 år er der afsat 2 mia. kr. i støttemidler pr år for at opnås en samlet CO2-fangst med efterfølgende lagring på 3,2 mio. tons om året. Men det må anses for sandsynligt, at der vil blive behov for større CCS-mængder for at nå Danmarks klimamål. Det taler for at afsætte flere statsmidler til CCS. Staten kunne passende starte med at bruge momsen af støttebeløbet til at øge støtten.
Spørgsmålet om virksomhedernes risiko er også vigtigt. Flere virksomheder kunne ikke byde, fordi risikoen var større, end de kunne håndtere. Hvis Danmark skal øge CCS-indsatsen bliver det derfor, i hvert fald i de kommende år, nødvendigt at designe udbuddene, så virksomhedernes risiko mindskes. Et vigtigt skridt kunne her 
være at droppe de bøder, som har været en del af det første CCUS-udbud. Det tredje spørgsmål er, hvor meget det haster at få gang i CCS. Det er et svært spørgsmål, som må balancere to hensyn. På den ene side haster det globalt at øge tempoet i den grønne omstilling, og herunder at få etableret fangstanlæg, en CO2-infrastruktur og lagring. På den anden side er etableringen af disse ting tidskrævende. I det første udbud gik der kun tre år fra budfristen til CCS´en skulle starte, og for en del virksomheder var dette umuligt. For Ørsted, som vandt det første udbud, ledte tre-års-kravet til væsentlige omkostningsforhøjelser og til, at en del af CO2´en i de første år skal transporteres i lastbil mellem Avedøre og Kalundborg. Dette taler klart for at give 4-5 år til etableringen i de næste udbud.
Endelig er der spørgsmålet om, hvad statens rolle skal være. Staten skal selvfølgelig stå for støtteuddeling samt miljø- og lagringstilladelser. Men hvilken rolle skal staten spille i opbygningen af en transport-infrastruktur? Vores vurdering er, at der både kan argumenteres for en vigtig statslig rolle i at planlægge og finansiere en ”back-bone” infrastruktur og for mulighed for private til at byde ind med tilslutningsledninger. Nogle af disse fire overordnede spørgsmål har betydning for, hvordan de næste CCUS-udbud skal udformes, og i et teknisk bilag har analysen en række konkrete anbefalinger om det.