En central del af EU’s klimapolitik er CO2-kvotesystemet, der sætter en markedsbaseret pris på at udlede CO2. Efter at have ligget mellem 100 og 200 kr. er kvoteprisen fordoblet det seneste halve år til knap 400 kr. Den stærkt stigende kvotepris er en vigtig drivkraft i den grønne omstilling i EU men kan samtidig lægge et betydeligt pres på virksomheder, der har svært ved at foretage omstillingen på kort tid. I denne analyse ser vi nærmere på den samfundsøkonomiske betydning af en høj kvotepris i de enkelte EU-lande. Vi ser desuden nærmere på, hvordan planerne om at udvide kvotesystemet til 
at omfatte vejtransport kan påvirke indbyggerne i EU. Det er hovedsageligt de østeuropæiske økonomier, der kommer under pres, når kvoteprisen 
stiger. Er den aktuelle kvotepris udtryk for et nye leje, vil det betyde, at kvoteudgifterne for virksomheder i Bulgarien, Polen og Estland kan komme op over 1 pct. af BNP i løbet af et år. Bulgariens kvoteudgifter er næsten 7 gange så høje (ift. BNP) som EU-gennemsnittet, og hele 14 gange højere end de danske. Polens udgifter er knap 6 gange højere end EU-gennemsnittet og knap 12 gange højere end de danske. Et lands kvoteudgifter afhænger af flere ting. Bl.a. hvor mange af landets kvoter, der uddeles gratis, og hvor stor en del af landets økonomi ligger inden for kvotesektoren, og dermed hvor stor 
en del af CO2-udledningerne finder sted inden for kvotesektoren. Polen, Bulgarien og Estland er de lande, der fik tildelt færrest gratis kvoter ift. samlede antal kvoter i landet (bortset fra Malta), og er ligeledes de tre lande med størst kvoteudgifter ift. BNP. De østeuropæiske landes forsyningssektor og industrier udleder relativt mere end resten af EU, hvormed en større del af deres udledninger skal dækkes af kvoter. Det er naturligvis en konsekvens af, at de ikke i tilstrækkelig grad har omlagt el- og varmeforsyningen og industriproduktionen fra sort til mere vedvarende energi- og produktionsformer. Når kvoteprisen er steget kraftigt, bliver prisen for den manglende indsats nu mærkbar, hvilket bør presse omstillingshastigheden i vejret. For at nå EU’s nye mål om at reducere CO2-udledningerne med 55 pct. i 2030 ift. 1990 påtænkes kvotesystemet at blive udvidet til også at omfatte udledninger fra vejtransport og bygninger. Østeuropæiske lande ligger også i toppen, når det kommer til, hvor stor en del af husholdningernes forbrug der går til el, gas og andre brændsler. De stigende kvotepriser og den mulige udvidelse har derfor en relativt større effekt på særligt slovakiske og polske husholdninger.
De stigende kvotepriser og den eventuelle udvidelse indebærer en risiko for at vende den tunge ende nedad – både på tværs af EU-landene og inden for de enkelte lande – hvis ikke der foregår en tilstrækkelig kompensation, der tilbagefører kvoteprovenuet til de berørte husholdninger, uden at det skader incitamenterne til at omstille fra sort til grøn energi. I løbet af sommeren 2021 skal Europa-Kommissionen komme med deres forslag til en revision af 
kvotesystemet. Der er altså lagt op til et stort politisk puslespil og slagsmål, der både skal levere metoden til EU’s mål om 55 pct. CO2-reduktion, og samtidig skal håndtere de særligt østeuropæiske udfordringer med en kvotepris, der er fordoblet på kort tid.