Som følge af Ruslands invasion af Ukraine er der den 6. marts 2022 indgået et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik, hvor det er besluttet, at Danmark skal gøre sig uafhængig af russisk gas. Samtidig skal Danmark støtte op om europæisk gasuafhængighed, fordi invasionen har skabt stor usikkerhed om de europæiske gasmarkeder. De historisk høje gaspriser, som vi har set det seneste år, forventes at fortsætte over de kommende år som følge af krigen. Et alternativ til russisk naturgas er flydende naturgas (LNG), men det er mindst dobbelt så dyrt som naturgas, da det skal komprimeres og transporteres. Selvom den europæiske import af LNG er steget betydeligt i år, kan det på kort sigt ikke erstatte den russiske gas helt, bl.a. fordi der ikke er nok terminalkapacitet. Det skaber på kort sigt usikkerhed om de danske produktionsomkostninger for de virksomheder, der anvender gas i deres produktion, og skaber incitament til omstilling mod andre energikilder – både fossile og grønne alternativer. I tilfælde af egentlig mangel på gas i Europa er de helt store gasforbrugende virksomheder udpeget som såkaldte ikke-beskyttede gaskunder, og skal derfor skrue ned eller helt lukke for gassen. De ikke-beskyttede gaskunder er således mest sårbare ved en egentlig gaskrise, men øvrige industrikunder kan også være sårbare, idet varmekunderne vil sikres adgangen til naturgas i størst muligt omfang, hvorfor mindre erhvervskunder i yderste konsekvens kan pålægges at lukke for gassen, hvis vi ikke har nok gas i Danmark og Europa.