Statsministeren vil gøre al indenrigsflyvning grøn i 2030 ved hjælp af syntetisk flybrændstof. De første flyvninger med grønt brændstof skal allerede finde sted i 2025.
o Indenrigsflyvning udledte inden covid-19 epidemien 95.000 tons CO2 om året, men udenrigsflyvning er en væsentligt større klimabelastning end indenrigsflyvning.
o Det er godt, at regeringen vil reducere flyvningens klimabelastning og samtidig øge efterspørgslen efter PtX. Men vi har to væsentlige forbehold, som skal ryddes af vejen. Ellers er der risiko for at projektet bliver for dyrt, ikke vil have nogen klimaeffekt og ikke skabe grønne jobs i Danmark.
o For det første skal vi vide mere om hvilket teknologispor, der er det rigtige. Flere af de virksomheder, vi har talt med, vil bruge biogas til at lave grøn jetfuel med. Men den vej ser vi som lukket efter Ruslands krig mod Ukraine. Vi skal bruge elektrolyse, dvs. lave grøn jetfuel som PtX. Men hvordan? Det bør afklares gennem et teknologiudbud i form af en såkaldt konkurrencepræget dialog.
o For det andet fremfører industrieksperter, at hvis der skal startes en ny produktion af bæredygtig i jetfuel alene til den danske indenrigsflyvning, bliver produktionen så lille, at den ikke kan forrente de betydelige faste kapitalomkostninger, som projektet kræver, på op imod 5 mia. kr. Derfor skal ønsket om grøn indenrigsflyvning kobles til de kommende EU-krav om at gøre udenrigsflyvningen mere grøn. I sammenhæng hermed bør finansieringen være et innovationsbidrag på såvel indenrigs- som udenrigsflyvning. Hvis vi skal opbygge en reel industri, bliver det for småt og uambitiøst kun at se på indenrigsflyvningen.
o Finansieringen kan blive afgørende for succes. Vi bør gøre det i form af et innovationsbidrag, der lægges oveni alle flyrejser ud af Danmark som en fast afgift, der varierer med rejsens længde. Bidraget bør være midlertidigt og skal gå til fuldt og helt at finansiere udviklingen af grøn jetfuel. Afgiften kan bortfalde, når den teknologiske udvikling og udviklingen i kvoteprisen gør det muligt.
o Innovationsbidraget bør lægges på al flyvning fra danske lufthavne, bortset fra udenlandske passagerer i transit – dvs. en betalingsstruktur, der svarer til den, alle Danmarks nabolande har i dag. Et innovationsbidrag på 50 kr for indenrigsflyvning, 150 kr for korte udenrigsruter og 250 for interkontinental flyvning vil give et provenu på ca 2 mia. kr om året. Kun at gøre indenrigsflyvningen grøn vil koste ca. 200 mio kr om året, så et sådant bidrag vil også kunne finansiere en væsentlig iblanding af grøn jetfuel til udenrigsflyvning. Det vil give mening, når EU får vedtaget den del af Fit for 55, der vedrører flytransport.
o Fortrængningsomkostningerne vil udgøre ca. 3.000 kr pr tons CO2 – væsentligt over, hvad andre klimatiltag koster. Men Danmark vil medvirke til at løse et vigtigt klimaproblem og samtidigt bidrage til en ny dansk PtX-industri