o OECD-landene stod i 2015 for en tredjedel den globale CO2-udledning. Dermed spiller de en central rolle i kampen for at reducere de globale klimaaftryk. Vi ser i denne analyse på, hvordan udviklingerne i både CO2-udledningen og CO2-aftrykket har været i OECD-landene fra 1990 og frem, og hvordan Danmark har klaret sig i forhold til de andre lande.
o OECD-landenes samlede udledning og aftryk lå i 2015 lidt over 1990-niveauet. Men siden 2007 er udledningen faldet med 8 pct. og aftrykket med 10 pct. Det er sket samtidig med, at OECD’s samlede BNP er steget med 9 pct. fra 2007 til 2015. Faktisk er både udledningen og aftrykket faldet i hele 30 ud af de 36 OECD-lande fra 2007 til 2015. 
o I Danmark er udledningen faldet med 21 mio. ton fra 1990 til 2015, svarende til 30 pct. Sammenligner vi med vores skandinaviske nabolande, så slår vi både Sverige, der har reduceret udledningen med 24 pct., og Norge, der har øget udledningen med 2 pct. Danmark er også et de 16 OECD-lande, der har sænket CO2-aftrykket i perioden, men kun med 7,4 pct., hvilket dog igen er bedre end vores nabolande.
o Over perioden fra 1995 til 2015 er økonomierne i OECD samlet set vokset med mere end 50 pct. Det er langt mere end både CO2-udledningen og -aftrykket, hvilket har betydet, at OECD’s samlede økonomi er blevet meget mindre CO2-intensiv. 
o Danmark har sænket udledningen i forhold til BNP med 53 pct. fra 1995 til 2015, men både Sverige og Norge har mindre CO2-intensive økonomier end os. Når vi ser på CO2-aftrykket ift. økonomiens størrelse, er vi dog mindre CO2-intensive end nordmændene.
o Også OECD’s CO2-udledning og -aftryk pr. indbygger er faldet siden 1990. I dag skal der 80 danskere til at skabe et CO2-aftryk på 1.000 ton CO2 om året. I Luxembourg skal der kun 27 personer til at skabe samme aftryk, mens det kræver 43 amerikanere at skabe et aftryk på 1.000 ton CO2. Omvendt kræver det hele 184 mexicanere for at skabe samme aftryk. Ser vi til vores nabolande, skal der kun 56 nordmænd til at skabe et aftryk på 1.000 ton, mens det kræver 94 svenskere. 
o Generelt har højindkomstlande større CO2-aftryk end udledning. Der er en tydelig tendens til, at vesten ”køber” udledning gennem forbrug af varer produceret i østen, mens østen ”sælger” udledning ved salg af varer til vesten. Det hænger naturligvis sammen med, at vestlige landes virksomheder udlægger produktion til østlige lande med lavere produktionsomkostninger, samt at vestlige landes indbyggere ofte har højere indkomster og større forbrugsmuligheder end indbyggerne i østlige lande.
o De seneste 10 år har vist, at de fleste velstående lande har formået at reducere deres klimaaftryk samtidig med økonomisk vækst. Der er dog stadig lang vej til fx EU’s målsætning om 55 pct. lavere CO2-udledning i 2030 ift. 1990, og de kommende reduktioner bliver nok sværere end de første. Samtidig er OECD’s andel af den globale udledning faldet fra halvdelen i 1990 til nu en tredjedel. Det understreger behovet for, at mindre velstående lande også reducerer CO2-udledningen. Det kræver omkostningseffektive løsninger, der kan implementeres i såvel OECDlandene som mindre velstående lande.