DANMARK HAR BRUG FOR EN VE-FORVALTNINGSREFORM

APRIL 2022
HOVEDKONKLUSIONER
Danmark står over for en stor VE-udbygning i de kommende år, både for at nå 70 pct.-målet og for at blive klimaneutral før 2050. Det omfatter vindøer, havvindparker, CCS- og PtX-anlæg samt vindog solparker, som fylder godt i landskabet. Det omfatter også biogasanlæg og store forbrændingsanlæg, der håndterer affald eller biomasse. Og det omfatter ledninger og kabler, der transporterer el, varme, gas eller anden energi. Men en væsentlig hindring for at nå klimamålene er, at mange VE-projekter er 10-15 år undervejs, hvis man ser på den samlede tid fra undfangelse af en ide eller et projekt, til det er færdigt. Der er mange grunde til, at det tager så lang tid. Men en stor del af tiden går ikke til det fysiske arbejde med at grave eller at montere ledninger, kabler, vindmøller eller solceller. En meget stor del af tiden går til det administrative arbejde, dvs. til at planlægge indkøb og udbud og til at indhente og údarbejde myndighedstilladelser. Samt til at behandle klager og indsigelser. Et særligt problem er forholdet mellem VE, der skal forbedre det globale klima, og natur- og 
miljøbeskyttelsen, som i mange situationer kommer til at stå i vejen for hinanden. Det er dybt uhensigtsmæssigt, for de fleste danskere ønsker både et bedre klima og et mangfoldigt dyre- og planteliv. Men der er faktisk en række muligheder for at speede VE-udbygningen op uden at forringe natur og miljø. Disse muligheder er beskrevet i denne analyse, som beskriver 9 konkrete muligheder for at øge tempoet i VE-udbygningen. Nogle af forslagene kan hver for sig have en begrænset effekt, men til sammen kan de yde et markant bidrag til, at vi i Danmark fastholder vores status som et af verdens mest klimaambitiøse lande. De fleste af de forslag, vi beskriver i denne analyse, vil kunne gennemføres relativt hurtigt, således at vi ikke først skal bruge flere år på at analysere, hvori problemerne består, og hvad der kan gøres ved dem. Axcelfuture håber, at analysen vil medvirke til en nødvendig og vigtig debat om, hvordan vi kan skabe en bedre VE-forvaltning, og at alle forslag overvejes. Vi anbefaler med andre ord at lave en egentlig VE-forvaltningsreform. Især i den nuværende situation primo 2022, hvor der er et akut behov for at bidrage til, at hele EU reducerer sin afhængighed af russisk olie og gas, vil det være en god ide.
De forslag, som vi anbefaler prioriteres højest, er:
o Etabler et nyt VE-klagenævn med tilstrækkelige ressourcer og med en sammensætning, så ikke bare natur- og miljømæssige kompetencer, men også viden om VE og energiforhold samt planlægningsmæssige forhold, er repræsenteret
o Anvend de muligheder, som EU-reguleringen giver, til at lade væsentlige samfundsinteresser – dvs. klimahensyn - indgå med vægt i afvejningen af forskellige hensyn
o Gennemfør de største VE-projekter gennem en VE-lov – med grundig inddragelse af alle interessenter og med tid til høring af alle relevante parter.
Det samlede mål for en VE-forvaltningsreform bør være, at den hidtidige maksimale tid fra undfangelse til ibrugtagning kan reduceres fra 10-15 år til 5 år. Ved udarbejdelsen af denne analyse har vi talt med en række virksomheder og organisationer, der har erfaring med VE-projekter. Vi vil i den forbindelse især takke Kromann Reumert for værdifulde input til analysen.